Dr. Chris Hobbs (yderst til højre) har været kurator for bæredygtighed på Bishop Museum siden 2021, en af de få personer, der har haft en sådan stilling på museer.
I de senere år er bæredygtighed gået fra et buzzword for museer til et handlingstrin, efterhånden som vores organisationer i stigende grad konfronterer og forbereder sig på de unfavourable virkninger af klimaændringer på deres steder og, endnu vigtigere, deres lokalsamfund. I dag kan vi finde masser af eksempler på museer, der har udviklet og brugt klimatilpasnings- og bæredygtighedsplaner, og vi kan forvente, at resten af feltet følger med i de kommende år.
Ud over disse formelle interne planer reagerer museer også på klimaændringer ved at skabe nye indholdsbaserede stillinger, såsom Curator for Local weather Change på Royal Ontario Museum og Curator of Sustainability på Bishop Museum. Disse positioner markerer en ny, bevidst retning fra disse museer til at tænke ud over infrastruktur i retning af en missionsbaseret tilgang. De kunne meget vel blive modellen for en ny kind underviser-, engagement- eller kuratorstilling i feltet for at løse en række vigtige sociale spørgsmål, såsom ensomhed, våbenvold og så videre.
For at finde ud af, hvordan en stilling som denne fungerer, og hvordan bæredygtighed skrider frem på tværs af museumslandskabet, tog jeg fats i kuratoren for bæredygtighed på Bishop Museum, Dr. Chris Hobbs. Her er uddrag fra vores samtale:
Adam Rozan: Chris, kan du fortælle lidt om museet og hvor længe du har været i din rolle der?
CH: Bernice Pauahi Bishop Museum i Honolulu, Hawaii, er statens museum for kultur og naturhistorie og blev grundlagt i 1889. Jeg har været på museet siden starten af 2019 og har været kurator for bæredygtighed siden 2021.
AR: Hvad er din baggrund, og hvad lavede du, da du først kom til Biskopmuseet?
CH: Min baggrund er inden for bevaring og biodiversitetsforskning. Jeg påtog mig min bachelor- og ph.d. studier ved Canterbury Christ Church College, Storbritannien, med fokus på ferskvandsøkologi, populationsgenetik og forskning i truede arter. Jeg har altid været passioneret omkring at beskytte det naturlige miljø og bruge information til at informere ledelsesbeslutninger. Jeg kom til Bishop Museum i 2019 som postdoktor i museumsgenetiklaboratoriet for at arbejde med truede og truede indfødte hawaiianske landsneglearter. Mit arbejde fokuserede på at finde nye måder at bruge museumssamlinger på og indhente genetiske information fra dem for at forstå historien om en artwork og bruge disse information til at komme med forvaltningsanbefalinger.
I 2020, på højden af COVID-19-pandemien, begyndte jeg at blive involveret i Sustainability Hui (grønt group) på Bishop Museum, deltage i månedlige møder og engagere mig i den løbende planlægning af initiativer. I sommeren 2021 oprettede vi den stilling som Curator of Sustainability, som jeg nu besætter, og jeg har med glæde arbejdet på bæredygtighed lige siden.
AR: Som du delte, er rollen som kurator for bæredygtighed på Bishop Museum relativt ny. Hvad er oprindelsen til denne rolle på museet?
CH: Da jeg først kom til Sustainability Hui, talte administrerende direktør for Bishop Museum med gruppen om nogle af museets bæredygtighedsplaner. Der var fokus på at blive mere bæredygtig og reducere energien, hvortil jeg spurgte: ”Så, hvor er vi nu? Hvad overvåger vi i øjeblikket?” og jeg fik derfor til opgave at undersøge netop det!
Jeg er overbevist om, at “du kan ikke styre det, du ikke måler”, så det var vigtigt at få information til at informere vores retning for bæredygtighed. Jeg arbejdede på at udforske de forskellige rammer for bæredygtighed, der allerede eksisterede både i Hawaii og internationalt. Dette ville give os mulighed for at tilpasse vores datasporing med disse rammer, føre vores information ind i dem efter behov og vise, at vi er en del af et meget større billede. I Hawaii har vi Hawaiʻi Inexperienced Development’s Aloha+ Problem, en række målinger udviklet for at hjælpe staten med at realisere sine 2030-mål for bæredygtighed. Disse er baseret på FN’s mål for bæredygtig udvikling, de sytten mål, som FN satte i 2015 for en mere retfærdig og bæredygtig fremtid.
Med disse målinger og information kunne vi se på, hvor vi var og er i øjeblikket og begynde at planlægge. På dette tidspunkt dangerous et højtstående ledelsesmedlem mig om at skrive en jobbeskrivelse for rollen som Curator of Sustainability. Jeg nåede ud til flere kolleger på museumsområdet, som havde denne rolle eller kendte til lignende funktioner (der var langt færre, finish jeg havde forventet!), og sammen lavede vi jobbeskrivelsen.
AR: Du delte med mig, at du udviklede stillingsbeskrivelsen med hjælp fra andre inden for museumsområdet, såsom Søren Brothers, Curator of Local weather Change på Royal Ontario Museum, blandt andre på området. Er det rigtigt?
CH: Absolut, og som en sidebemærkning er dette et af mine yndlingsaspekter af museumssamfundet: Alle er så villige til at støtte og hjælpe, når de bliver kontaktet!
En af mine første anløbssteder var Carter O’Brien fra Subject Museum. HanDr. Chris Hobbs (yderst til højre) har været kurator for bæredygtighed på Bishop Museum siden 2021, en af de få personer, der har haft en sådan stilling på museer.
I de senere år er bæredygtighed gået fra et buzzword for museer til et handlingstrin, efterhånden som vores organisationer i stigende grad konfronterer og forbereder sig på de unfavourable virkninger af klimaændringer på deres steder og, endnu vigtigere, deres lokalsamfund. I dag kan vi finde masser af eksempler på museer, der har udviklet og brugt klimatilpasnings- og bæredygtighedsplaner, og vi kan forvente, at resten af feltet følger med i de kommende år.
Ud over disse formelle interne planer reagerer museer også på klimaændringer ved at skabe nye indholdsbaserede stillinger, såsom Curator for Local weather Change på Royal Ontario Museum og Curator of Sustainability på Bishop Museum. Disse positioner markerer en ny, bevidst retning fra disse museer til at tænke ud over infrastruktur i retning af en missionsbaseret tilgang. De kunne meget vel blive modellen for en ny kind underviser-, engagement- eller kuratorstilling i feltet for at løse en række vigtige sociale spørgsmål, såsom ensomhed, våbenvold og så videre.
For at finde ud af, hvordan en stilling som denne fungerer, og hvordan bæredygtighed skrider frem på tværs af museumslandskabet, tog jeg fats i kuratoren for bæredygtighed på Bishop Museum, Dr. Chris Hobbs. Her er uddrag fra vores samtale:
Adam Rozan: Chris, kan du fortælle lidt om museet og hvor længe du har været i din rolle der?
CH: Bernice Pauahi Bishop Museum i Honolulu, Hawaii, er statens museum for kultur og naturhistorie og blev grundlagt i 1889. Jeg har været på museet siden starten af 2019 og har været kurator for bæredygtighed siden 2021.
AR: Hvad er din baggrund, og hvad lavede du, da du først kom til Biskopmuseet?
CH: Min baggrund er inden for bevaring og biodiversitetsforskning. Jeg påtog mig min bachelor- og ph.d. studier ved Canterbury Christ Church College, Storbritannien, med fokus på ferskvandsøkologi, populationsgenetik og forskning i truede arter. Jeg har altid været passioneret omkring at beskytte det naturlige miljø og bruge information til at informere ledelsesbeslutninger. Jeg kom til Bishop Museum i 2019 som postdoktor i museumsgenetiklaboratoriet for at arbejde med truede og truede indfødte hawaiianske landsneglearter. Mit arbejde fokuserede på at finde nye måder at bruge museumssamlinger på og indhente genetiske information fra dem for at forstå historien om en artwork og bruge disse information til at komme med forvaltningsanbefalinger.
I 2020, på højden af COVID-19-pandemien, begyndte jeg at blive involveret i Sustainability Hui (grønt group) på Bishop Museum, deltage i månedlige møder og engagere mig i den løbende planlægning af initiativer. I sommeren 2021 oprettede vi den stilling som Curator of Sustainability, som jeg nu besætter, og jeg har med glæde arbejdet på bæredygtighed lige siden.
AR: Som du delte, er rollen som kurator for bæredygtighed på Bishop Museum relativt ny. Hvad er oprindelsen til denne rolle på museet?
CH: Da jeg først kom til Sustainability Hui, talte administrerende direktør for Bishop Museum med gruppen om nogle af museets bæredygtighedsplaner. Der var fokus på at blive mere bæredygtig og reducere energien, hvortil jeg spurgte: ”Så, hvor er vi nu? Hvad overvåger vi i øjeblikket?” og jeg fik derfor til opgave at undersøge netop det!
Jeg er overbevist om, at “du kan ikke styre det, du ikke måler”, så det var vigtigt at få information til at informere vores retning for bæredygtighed. Jeg arbejdede på at udforske de forskellige rammer for bæredygtighed, der allerede eksisterede både i Hawaii og internationalt. Dette ville give os mulighed for at tilpasse vores datasporing med disse rammer, føre vores information ind i dem efter behov og vise, at vi er en del af et meget større billede. I Hawaii har vi Hawaiʻi Inexperienced Development’s Aloha+ Problem, en række målinger udviklet for at hjælpe staten med at realisere sine 2030-mål for bæredygtighed. Disse er baseret på FN’s mål for bæredygtig udvikling, de sytten mål, som FN satte i 2015 for en mere retfærdig og bæredygtig fremtid.
Med disse målinger og information kunne vi se på, hvor vi var og er i øjeblikket og begynde at planlægge. På dette tidspunkt dangerous et højtstående ledelsesmedlem mig om at skrive en jobbeskrivelse for rollen som Curator of Sustainability. Jeg nåede ud til flere kolleger på museumsområdet, som havde denne rolle eller kendte til lignende funktioner (der var langt færre, finish jeg havde forventet!), og sammen lavede vi jobbeskrivelsen.
AR: Du delte med mig, at du udviklede stillingsbeskrivelsen med hjælp fra andre inden for museumsområdet, såsom Søren Brothers, Curator of Local weather Change på Royal Ontario Museum, blandt andre på området. Er det rigtigt?
CH: Absolut, og som en sidebemærkning er dette et af mine yndlingsaspekter af museumssamfundet: Alle er så villige til at støtte og hjælpe, når de bliver kontaktet!
En af mine første anløbssteder var Carter O’Brien fra Subject Museum. HanDr. Chris Hobbs (yderst til højre) har været kurator for bæredygtighed på Bishop Museum siden 2021, en af de få personer, der har haft en sådan stilling på museer.
I de senere år er bæredygtighed gået fra et buzzword for museer til et handlingstrin, efterhånden som vores organisationer i stigende grad konfronterer og forbereder sig på de unfavourable virkninger af klimaændringer på deres steder og, endnu vigtigere, deres lokalsamfund. I dag kan vi finde masser af eksempler på museer, der har udviklet og brugt klimatilpasnings- og bæredygtighedsplaner, og vi kan forvente, at resten af feltet følger med i de kommende år.
Ud over disse formelle interne planer reagerer museer også på klimaændringer ved at skabe nye indholdsbaserede stillinger, såsom Curator for Local weather Change på Royal Ontario Museum og Curator of Sustainability på Bishop Museum. Disse positioner markerer en ny, bevidst retning fra disse museer til at tænke ud over infrastruktur i retning af en missionsbaseret tilgang. De kunne meget vel blive modellen for en ny kind underviser-, engagement- eller kuratorstilling i feltet for at løse en række vigtige sociale spørgsmål, såsom ensomhed, våbenvold og så videre.
For at finde ud af, hvordan en stilling som denne fungerer, og hvordan bæredygtighed skrider frem på tværs af museumslandskabet, tog jeg fats i kuratoren for bæredygtighed på Bishop Museum, Dr. Chris Hobbs. Her er uddrag fra vores samtale:
Adam Rozan: Chris, kan du fortælle lidt om museet og hvor længe du har været i din rolle der?
CH: Bernice Pauahi Bishop Museum i Honolulu, Hawaii, er statens museum for kultur og naturhistorie og blev grundlagt i 1889. Jeg har været på museet siden starten af 2019 og har været kurator for bæredygtighed siden 2021.
AR: Hvad er din baggrund, og hvad lavede du, da du først kom til Biskopmuseet?
CH: Min baggrund er inden for bevaring og biodiversitetsforskning. Jeg påtog mig min bachelor- og ph.d. studier ved Canterbury Christ Church College, Storbritannien, med fokus på ferskvandsøkologi, populationsgenetik og forskning i truede arter. Jeg har altid været passioneret omkring at beskytte det naturlige miljø og bruge information til at informere ledelsesbeslutninger. Jeg kom til Bishop Museum i 2019 som postdoktor i museumsgenetiklaboratoriet for at arbejde med truede og truede indfødte hawaiianske landsneglearter. Mit arbejde fokuserede på at finde nye måder at bruge museumssamlinger på og indhente genetiske information fra dem for at forstå historien om en artwork og bruge disse information til at komme med forvaltningsanbefalinger.
I 2020, på højden af COVID-19-pandemien, begyndte jeg at blive involveret i Sustainability Hui (grønt group) på Bishop Museum, deltage i månedlige møder og engagere mig i den løbende planlægning af initiativer. I sommeren 2021 oprettede vi den stilling som Curator of Sustainability, som jeg nu besætter, og jeg har med glæde arbejdet på bæredygtighed lige siden.
AR: Som du delte, er rollen som kurator for bæredygtighed på Bishop Museum relativt ny. Hvad er oprindelsen til denne rolle på museet?
CH: Da jeg først kom til Sustainability Hui, talte administrerende direktør for Bishop Museum med gruppen om nogle af museets bæredygtighedsplaner. Der var fokus på at blive mere bæredygtig og reducere energien, hvortil jeg spurgte: ”Så, hvor er vi nu? Hvad overvåger vi i øjeblikket?” og jeg fik derfor til opgave at undersøge netop det!
Jeg er overbevist om, at “du kan ikke styre det, du ikke måler”, så det var vigtigt at få information til at informere vores retning for bæredygtighed. Jeg arbejdede på at udforske de forskellige rammer for bæredygtighed, der allerede eksisterede både i Hawaii og internationalt. Dette ville give os mulighed for at tilpasse vores datasporing med disse rammer, føre vores information ind i dem efter behov og vise, at vi er en del af et meget større billede. I Hawaii har vi Hawaiʻi Inexperienced Development’s Aloha+ Problem, en række målinger udviklet for at hjælpe staten med at realisere sine 2030-mål for bæredygtighed. Disse er baseret på FN’s mål for bæredygtig udvikling, de sytten mål, som FN satte i 2015 for en mere retfærdig og bæredygtig fremtid.
Med disse målinger og information kunne vi se på, hvor vi var og er i øjeblikket og begynde at planlægge. På dette tidspunkt dangerous et højtstående ledelsesmedlem mig om at skrive en jobbeskrivelse for rollen som Curator of Sustainability. Jeg nåede ud til flere kolleger på museumsområdet, som havde denne rolle eller kendte til lignende funktioner (der var langt færre, finish jeg havde forventet!), og sammen lavede vi jobbeskrivelsen.
AR: Du delte med mig, at du udviklede stillingsbeskrivelsen med hjælp fra andre inden for museumsområdet, såsom Søren Brothers, Curator of Local weather Change på Royal Ontario Museum, blandt andre på området. Er det rigtigt?
CH: Absolut, og som en sidebemærkning er dette et af mine yndlingsaspekter af museumssamfundet: Alle er så villige til at støtte og hjælpe, når de bliver kontaktet!
En af mine første anløbssteder var Carter O’Brien fra Subject Museum. HanDr. Chris Hobbs (yderst til højre) har været kurator for bæredygtighed på Bishop Museum siden 2021, en af de få personer, der har haft en sådan stilling på museer.
I de senere år er bæredygtighed gået fra et buzzword for museer til et handlingstrin, efterhånden som vores organisationer i stigende grad konfronterer og forbereder sig på de unfavourable virkninger af klimaændringer på deres steder og, endnu vigtigere, deres lokalsamfund. I dag kan vi finde masser af eksempler på museer, der har udviklet og brugt klimatilpasnings- og bæredygtighedsplaner, og vi kan forvente, at resten af feltet følger med i de kommende år.
Ud over disse formelle interne planer reagerer museer også på klimaændringer ved at skabe nye indholdsbaserede stillinger, såsom Curator for Local weather Change på Royal Ontario Museum og Curator of Sustainability på Bishop Museum. Disse positioner markerer en ny, bevidst retning fra disse museer til at tænke ud over infrastruktur i retning af en missionsbaseret tilgang. De kunne meget vel blive modellen for en ny kind underviser-, engagement- eller kuratorstilling i feltet for at løse en række vigtige sociale spørgsmål, såsom ensomhed, våbenvold og så videre.
For at finde ud af, hvordan en stilling som denne fungerer, og hvordan bæredygtighed skrider frem på tværs af museumslandskabet, tog jeg fats i kuratoren for bæredygtighed på Bishop Museum, Dr. Chris Hobbs. Her er uddrag fra vores samtale:
Adam Rozan: Chris, kan du fortælle lidt om museet og hvor længe du har været i din rolle der?
CH: Bernice Pauahi Bishop Museum i Honolulu, Hawaii, er statens museum for kultur og naturhistorie og blev grundlagt i 1889. Jeg har været på museet siden starten af 2019 og har været kurator for bæredygtighed siden 2021.
AR: Hvad er din baggrund, og hvad lavede du, da du først kom til Biskopmuseet?
CH: Min baggrund er inden for bevaring og biodiversitetsforskning. Jeg påtog mig min bachelor- og ph.d. studier ved Canterbury Christ Church College, Storbritannien, med fokus på ferskvandsøkologi, populationsgenetik og forskning i truede arter. Jeg har altid været passioneret omkring at beskytte det naturlige miljø og bruge information til at informere ledelsesbeslutninger. Jeg kom til Bishop Museum i 2019 som postdoktor i museumsgenetiklaboratoriet for at arbejde med truede og truede indfødte hawaiianske landsneglearter. Mit arbejde fokuserede på at finde nye måder at bruge museumssamlinger på og indhente genetiske information fra dem for at forstå historien om en artwork og bruge disse information til at komme med forvaltningsanbefalinger.
I 2020, på højden af COVID-19-pandemien, begyndte jeg at blive involveret i Sustainability Hui (grønt group) på Bishop Museum, deltage i månedlige møder og engagere mig i den løbende planlægning af initiativer. I sommeren 2021 oprettede vi den stilling som Curator of Sustainability, som jeg nu besætter, og jeg har med glæde arbejdet på bæredygtighed lige siden.
AR: Som du delte, er rollen som kurator for bæredygtighed på Bishop Museum relativt ny. Hvad er oprindelsen til denne rolle på museet?
CH: Da jeg først kom til Sustainability Hui, talte administrerende direktør for Bishop Museum med gruppen om nogle af museets bæredygtighedsplaner. Der var fokus på at blive mere bæredygtig og reducere energien, hvortil jeg spurgte: ”Så, hvor er vi nu? Hvad overvåger vi i øjeblikket?” og jeg fik derfor til opgave at undersøge netop det!
Jeg er overbevist om, at “du kan ikke styre det, du ikke måler”, så det var vigtigt at få information til at informere vores retning for bæredygtighed. Jeg arbejdede på at udforske de forskellige rammer for bæredygtighed, der allerede eksisterede både i Hawaii og internationalt. Dette ville give os mulighed for at tilpasse vores datasporing med disse rammer, føre vores information ind i dem efter behov og vise, at vi er en del af et meget større billede. I Hawaii har vi Hawaiʻi Inexperienced Development’s Aloha+ Problem, en række målinger udviklet for at hjælpe staten med at realisere sine 2030-mål for bæredygtighed. Disse er baseret på FN’s mål for bæredygtig udvikling, de sytten mål, som FN satte i 2015 for en mere retfærdig og bæredygtig fremtid.
Med disse målinger og information kunne vi se på, hvor vi var og er i øjeblikket og begynde at planlægge. På dette tidspunkt dangerous et højtstående ledelsesmedlem mig om at skrive en jobbeskrivelse for rollen som Curator of Sustainability. Jeg nåede ud til flere kolleger på museumsområdet, som havde denne rolle eller kendte til lignende funktioner (der var langt færre, finish jeg havde forventet!), og sammen lavede vi jobbeskrivelsen.
AR: Du delte med mig, at du udviklede stillingsbeskrivelsen med hjælp fra andre inden for museumsområdet, såsom Søren Brothers, Curator of Local weather Change på Royal Ontario Museum, blandt andre på området. Er det rigtigt?
CH: Absolut, og som en sidebemærkning er dette et af mine yndlingsaspekter af museumssamfundet: Alle er så villige til at støtte og hjælpe, når de bliver kontaktet!
En af mine første anløbssteder var Carter O’Brien fra Subject Museum. HanDr. Chris Hobbs (yderst til højre) har været kurator for bæredygtighed på Bishop Museum siden 2021, en af de få personer, der har haft en sådan stilling på museer.
I de senere år er bæredygtighed gået fra et buzzword for museer til et handlingstrin, efterhånden som vores organisationer i stigende grad konfronterer og forbereder sig på de unfavourable virkninger af klimaændringer på deres steder og, endnu vigtigere, deres lokalsamfund. I dag kan vi finde masser af eksempler på museer, der har udviklet og brugt klimatilpasnings- og bæredygtighedsplaner, og vi kan forvente, at resten af feltet følger med i de kommende år.
Ud over disse formelle interne planer reagerer museer også på klimaændringer ved at skabe nye indholdsbaserede stillinger, såsom Curator for Local weather Change på Royal Ontario Museum og Curator of Sustainability på Bishop Museum. Disse positioner markerer en ny, bevidst retning fra disse museer til at tænke ud over infrastruktur i retning af en missionsbaseret tilgang. De kunne meget vel blive modellen for en ny kind underviser-, engagement- eller kuratorstilling i feltet for at løse en række vigtige sociale spørgsmål, såsom ensomhed, våbenvold og så videre.
For at finde ud af, hvordan en stilling som denne fungerer, og hvordan bæredygtighed skrider frem på tværs af museumslandskabet, tog jeg fats i kuratoren for bæredygtighed på Bishop Museum, Dr. Chris Hobbs. Her er uddrag fra vores samtale:
Adam Rozan: Chris, kan du fortælle lidt om museet og hvor længe du har været i din rolle der?
CH: Bernice Pauahi Bishop Museum i Honolulu, Hawaii, er statens museum for kultur og naturhistorie og blev grundlagt i 1889. Jeg har været på museet siden starten af 2019 og har været kurator for bæredygtighed siden 2021.
AR: Hvad er din baggrund, og hvad lavede du, da du først kom til Biskopmuseet?
CH: Min baggrund er inden for bevaring og biodiversitetsforskning. Jeg påtog mig min bachelor- og ph.d. studier ved Canterbury Christ Church College, Storbritannien, med fokus på ferskvandsøkologi, populationsgenetik og forskning i truede arter. Jeg har altid været passioneret omkring at beskytte det naturlige miljø og bruge information til at informere ledelsesbeslutninger. Jeg kom til Bishop Museum i 2019 som postdoktor i museumsgenetiklaboratoriet for at arbejde med truede og truede indfødte hawaiianske landsneglearter. Mit arbejde fokuserede på at finde nye måder at bruge museumssamlinger på og indhente genetiske information fra dem for at forstå historien om en artwork og bruge disse information til at komme med forvaltningsanbefalinger.
I 2020, på højden af COVID-19-pandemien, begyndte jeg at blive involveret i Sustainability Hui (grønt group) på Bishop Museum, deltage i månedlige møder og engagere mig i den løbende planlægning af initiativer. I sommeren 2021 oprettede vi den stilling som Curator of Sustainability, som jeg nu besætter, og jeg har med glæde arbejdet på bæredygtighed lige siden.
AR: Som du delte, er rollen som kurator for bæredygtighed på Bishop Museum relativt ny. Hvad er oprindelsen til denne rolle på museet?
CH: Da jeg først kom til Sustainability Hui, talte administrerende direktør for Bishop Museum med gruppen om nogle af museets bæredygtighedsplaner. Der var fokus på at blive mere bæredygtig og reducere energien, hvortil jeg spurgte: ”Så, hvor er vi nu? Hvad overvåger vi i øjeblikket?” og jeg fik derfor til opgave at undersøge netop det!
Jeg er overbevist om, at “du kan ikke styre det, du ikke måler”, så det var vigtigt at få information til at informere vores retning for bæredygtighed. Jeg arbejdede på at udforske de forskellige rammer for bæredygtighed, der allerede eksisterede både i Hawaii og internationalt. Dette ville give os mulighed for at tilpasse vores datasporing med disse rammer, føre vores information ind i dem efter behov og vise, at vi er en del af et meget større billede. I Hawaii har vi Hawaiʻi Inexperienced Development’s Aloha+ Problem, en række målinger udviklet for at hjælpe staten med at realisere sine 2030-mål for bæredygtighed. Disse er baseret på FN’s mål for bæredygtig udvikling, de sytten mål, som FN satte i 2015 for en mere retfærdig og bæredygtig fremtid.
Med disse målinger og information kunne vi se på, hvor vi var og er i øjeblikket og begynde at planlægge. På dette tidspunkt dangerous et højtstående ledelsesmedlem mig om at skrive en jobbeskrivelse for rollen som Curator of Sustainability. Jeg nåede ud til flere kolleger på museumsområdet, som havde denne rolle eller kendte til lignende funktioner (der var langt færre, finish jeg havde forventet!), og sammen lavede vi jobbeskrivelsen.
AR: Du delte med mig, at du udviklede stillingsbeskrivelsen med hjælp fra andre inden for museumsområdet, såsom Søren Brothers, Curator of Local weather Change på Royal Ontario Museum, blandt andre på området. Er det rigtigt?
CH: Absolut, og som en sidebemærkning er dette et af mine yndlingsaspekter af museumssamfundet: Alle er så villige til at støtte og hjælpe, når de bliver kontaktet!
En af mine første anløbssteder var Carter O’Brien fra Subject Museum. Han
